Referat fra Menighedsrådsmøde den 7. oktober 2015 i Sognehuset.


Deltagere: Helga Blomgreen, Hans Henrik Knudsen, Preben Melander, Viggo Schmidt, Bjarne Christensen, Hans Hansen. Peter Nørgaard deltog i mødet
Fraværende: Harry Schrøder med afbud.
Dagsorden:
1. Godkendelse af dagsorden
2. Revisionsprotokolat.
3. Kvartalsrapport og regnskabsinstruks (Else Marie har meldt afbud).
4. Kommende arrangementer
5. Siden sidst
6. Eventuelt
FM Helga Blomgreen bød velkommen til mødet.

Ad.1
Dagsorden godkendt.

Ad.2
Revisionsprotokollatet vedr. Kirkekassens regnskab for 2014 blev fremlagt og taget til efterretning af menighedsrådet. Formand attesterer ved underskrift, at protokollatet er fremlagt på menighedsrådsmødet.
Ad.3.
Kvartalsrapporten blev gennemgået. Der er et reelt overskud ved udgangen af årets 3. kvartal på 60.216,45 – jf. bilag fra regnskabsfører Else Marie Birk. Formand og valgt kasserer underskriver kvartalsrapporten inden fremsendelse til provstiudvalget. Vi tager regnskabsinstruksen til efterretning. Formanden underskriver den.
Ad.4
A) Der er indvielse af ”Aktivitetsområde”, foranstaltet af HSUF, torsdag den 8. oktober kl. 16.30. Hammelev menighedsråd vil naturligvis være repræsenteret. B) Biskop Marianne Christiansen taler ved et Sognemøde i Hammelev Sognehus over emnet: ”Er Folkekirken stadig ’folks’ kirke? C) Menighedsrådet tilsluttede sig et forslag om, at unge op til 23 år kan deltage i lørdagshøjskolen den 14. november ved Adam Laugesen til en favørpris på 50 kr. Det sker i et forsøg på at få unge med i et arrangement, der i høj grad henvender sig til unge. Deltagere i lørdagshøjskolen over 23 år må betale normal pris. D) Der er afslutning for minikonfirmander ved gudstjenesten den 22. november, hvor minierne både vil opføre et stykke og synge.
ad.5
A) Vi køber 40 stk alterbægre i tin med to sorte streger a 180 kr. inclus. moms. De skal bruges til børn, der går til alters og får saft; der er gået for mange glasbægre til ved at børnene har tabt dem. B) Formanden har fået en henvendelse fra en borger på Hamisgårdvej, der har givet udtryk for, at Aktivitetsområdet på marken mod syd kunne være generende. Formanden har gjort gældende, at aktivitetsområdet er afgrænset og at det endvidere ligger på betydelig afstand af klagerens beboelse. C) Salget af vores skovområde på godt 1 ha er indtil videre sat i bero, fordi køberen har behov for afklare nogle vigtigere omstændigheder for ham. D) Menighedsrådet har godkendt, at der udføres vedligeholdende udvendigt malerarbejde til en pris af 7000 kr. + moms på præstegården. Der skal i samme forbindelse udføres malerarbejde i kapellet, hvor der har været vandskade. Endvidere skal maleren male den indvendige side af porten mod syd i graverhuset op. E) Der anskaffes nye lamper på Hammelev kirkegård, i alt 4 nye lamper, der skal give bedre belysning over adgangsvejen til kirken nu, hvor to lamper på kirkegavlen har vist sig udtjente. En lampe flyttes, så murer lettere kan anvende lift under kalkning af kirken. Endvidere flyttes én af de gamle, sorte lamper længere mod øst – og erstattes på stedet af en ny. Det koster iflg. tilbud, inclus. fornødent gravearbejde 29.956 kr. ex moms. Beløbet betales af arven efter Anna Espensen. F) Vi foreslår møde med Jessens tegnestue om renovering af sakristibygningen den 5. november. G) Bjarne kontakter Styding VVS og får fulgt op på problemerne med ventilationsanlægget i Sognehuset H) Der er indkøbt en ny hurtig PC’er med tilhørende grundprogrammer til Sognehuset samt adaptere til VGA-forbindelsen til projektoren i Sognehus. Samlet pris, inclus. moms, er 7.112 kr.
Ad. 6.
Park/vej fra Haderslev kommune håndbeskærer nu langt om længe hegnet ved kirkestien. Det forventes at se meget pænere ud, når Aktivitetsområdet indvies den 8. oktober.

referent
Bjarne